Mel: Nyboders pris

Om Sønderborg vi kvæde vil en vise,

kun en jævn og simpel lille sang.

Havnen med dens skibe vil vi prise,

for her har jo fiskeren sin gang.

Bådene i havnen stille vugger,

Mågerne de flyver let mod sky,

bølgerne som smil mod kajen klukker,

her er dejligt i vor lille by.

Og ved slottets gamle røde mure

står et enligt fyr og lyser rødt,

her går unge deres aftenture,

han i hendes øre hvisker sødt.

Solen synker ned bag Dybbøls banker,

og hun rækker ham sin røde mund,

begge står de her i dybe tanker,

her er fred en sommeraftenstund.

Sundet skal nu førsteprise have,

mellem skov og bakker det sig snor,

langs med kysten findes krigergrave,

gamle minder her har sat sit spor.

Her er lysegrønne bøgeskove,

som sig spejler stolt i søens vand,

fuglestemmer høres over vove,

her er dejligt i vort gamle land.

Gå en tur langs strandens promenade

ud til 'Fiskerhytten', og du ser

gamle, unge, alle er de glade,

fra en barnevogn en unge ler;

stolte fædre følger deres poder,

når med bølgerne de ta'r en dyst,

i et skjul man ser en yndig moder

kærligt lægge barnet til sit bryst.

Sønderborg, jeg vil dig aldrig glemme,

for jeg elsker dig, du skønne by,

ingen andre steder har jeg hjemme,

her som lærken synger jeg mod sky;

du har smil til alle dine kære,

du har skov og Østersøens vand,

du har alt, hvad hjertet kan begære,

du er perlen i vor skønne land.

BB