En særlig dramatisk begivenhed i Sønderborg indtrådte den 17. april 1944, da man ved middagstid pludselig hørte en voldsom detonation over byen. Folk kaldtes ud af husene og stimlede sammen. Det viste sig, at et tysk marinefartøj under ledelse af kommandant Willi Carl Thurow fra Pommeren havde skudt mod broen, hvorved sekretær i landbrugsministeriet, Oscar Thuesen, Thim, der tilfældigt passerede broen blev dræbt. Desuden blev to kvinder lettere såret. Ophidselsen i borgerskabet var stor. Man var sikker på, at det var et bevidst overgreb fra tysk side, det drejede sig om. Tyske marinesoldater havde tidligere i flere tilfælde skudt over eller på Alssundbroen (Chr Xs Bro) for at true brovagten til at fremskynde oplukning.

Politimesteren og borgmesteren henvendte sig til den tyske kommandant og gjorde ham opmærksom på den ophidsede stemning, der rådede i byen. De opfordrede kommandanten til at skaffe sikkerhed for, at der ikke blev tale om gentagelser. Fra tysk side beklagede man det skete og oplyste, at en foretagen undersøgelse havde bekræftet - hvad man havde formodet -, at der var tale om et uheld. Efter nogle begivenheder i Tinglev og på Fyn, hvor allierede flyvemaskiner dukkede op og beskød banegårde og tog, havde alle tyske orlogsfartøjer fået ordre til at gøre skyts skudklart, så snart der blev lagt til kaj, og det var, forklarede kommandanten, under arbejdet hermed, at en af kanonerne på den tyske minestryger havde givet ild, da der var opstået en fejl på sikringsmekanismen.

Den officielle meddelelse om tildragelsen, der udsendtes gennem Ritzaus bureau, indeholdt denne forklaring, men det danske borgerskab var ikke overbevist om, at det virkelig forholdt sig således. I løbet af eftermiddagen gik flagene på halv overalt i byen, på private bygninger og efterhånden også på politigården, posthuset, amtsbygningen, toldbygningen, statshospitalet m.v. Dagen forløb dog i ro, men om aftenen udsendtes 400 duplikerede skrivelser til byens arbejdsgivere, til forretninger og kontorer med opfordring til den følgende dag at protestere mod det skete ved at strejke. I den anonyme skrivelse anførtes, at en fri presse ville have sagt sandheden, og at det var tredie gang siden besættelsen, at et tysk marinefartøj havde negligeret alle gældende søfartsregler. Overgrebet med dets dødelige følger måtte krænke enhver dansk borgers retsbegreber og vække til prostest: "Vis det!!! Lad arbejdet hvile, luk butikker og kontorer, lad maskinerne stå stille, og lad dagen, tirsdag den 18. april 1944 (Dybbøldagen), være en mærkedag i Sønderborgs historie, en tavs, men talende deltagelse over for de ofre, der faldt for en meningsløs skændselsdåd, men samtidig en lige så tavs fordømmelse af slige udslag af en os fremmed fremmed kultur".

Næste dag oprandt med strålende sol og almindelig flagning. Det var Dybbøldagen, og der var tilrettelagt et omfattende program. Om formiddagen skulle der nedlægges kranse på fællesgravene, og henunder aften skulle der afholdes en gudstjeneste i Mariekirken med påfølglende samvær på "Sønderborghus". De fleste virksomheder åbnede som sædvanlig, og på skolerne mødte eleverne, men ved indgangen var opslået plakater om, at skolerne var lukket, og det varede ikke længe, inden de dansksindede forretningsfolk fulgte den udsendte opfordring, som de havde modtaget med morgenposten. De gik ind under strejken, hvilket de tysksindede forretningsfolk blev tvunget til at respektere. Alt arbejde hvilede, alle maskiner stod stille. Parolen blev fulgt så at sige over hele linien. 

Ved ti-tiden samledes på Rådhustorvet en del unge mennesker, der åbenbart havde til hensigt at foretage en march gennem byen, men da tysk militær dukkede op, blev de drevet ind i sidegaderne. De fleste søgte over på Sundevedsiden for at følge med op til kransenedlægningen på Dybbøl. Under marchen passeredes et maskinværksted, hvor der blev arbejdet for tyskerne, og et af de unge mennesker så da sit snit til at slå en rude ind hos vedkommende. Da 300-400 mennesker senere var samlet ved fællesgravene, kørte pludselig en lastbil med ca. 30 tyske soldater, udrustet med maskinpistoler, frem og omringede menneskemængden. En løjtnant gik rundt sammen med indehaveren af det maskinværksted, hvor ruden var blevet slået ind, for at finde gerningsmanden. De fandt ham imidlertid ikke, så tyskerne fortrak igen, men optrinnet vakte opsigt og bidrog til at øge forbitrelsen.

Hen på eftermiddagen skulle et ligtog med en afdød kontorchef fra hjemmet i Sønderborg føres over til hovedbanegården. Da man nåede Chr. d. X's Bro, optrådte det tyske militær, der var posteret her, meget hårdhændet over for følget, som først efter forhandling med den tyske kommandant kunne få lov til at passere. Klokken 15 skulle derefter liget af den dræbte Oscar Thuesen føres fra Statshospitalet til banegården, og på Kirketorvet var der i den anledning samlet mange mennesker, som i dyb stilhed lod ligtoget passere, idet alle blottede hovedet. Ved broens begyndelse trængte tyske soldater ind på følget og erklærede, at de nærmest pårørende kunne få lov at gå med over, således at ligtoget gik i stå, men folkemængden pressede på bag fra. Der opstod uro ikke mindst, da en løjtnant truede med at ville skyde. I samme øjeblik istemte mængden "Altid frejdig", og mens ligvognen med et lille følge fortsatte over broen, spredte det danske politi menneskemængden. Først efter en times forløb var gadebilledet normalt.

Om aftenen ved 20-tiden samledes igen en del mennesker, og uden særlig anledning rykkede tysk miltær på ny ud. Det jog folk fra hovedgaden op i sidegaderne, men næppe var soldaterne bort, før folk atter dukkede frem, og det danske politi havde vanskeligt ved at få dem spredt, så man kunne undgå millitærets indgriben. I mellemtiden afholdtes mindegudstjeneste i Mariekirken, hvor der blev talt af byens to danske præster, N.J. Madsen og A. Granum Jensen. Da menigheden ved 21-tiden strømmede ud af kirken, troede tyskerne, der var tale om en større demonstration, men det kom dog ikke til noget sammenstød. Under de givne omstændigheder fandt man det imidlertid rigtigst at aflyse det berammede møde på "Sønderborghus". Klokken 21 kørte tre personbiler med Gestapo-folk og en stor lastbil med soldater frem foran det danske forsamlingshus, hvor de opstillede maskingeværer og afspærrede gaderne, mens Gestapo trængte ind i bygningen, hvor de imidlertid kun fandt tomme lokaler.

(Kilde: Sønderborg bys historie bind II, 1966)