Peer Holm

Da vi den 2. april ved 23-tiden kom ned på havnen i Sønderborg ud for kasernen med vore tre miner under armen, var gadebelysningen slukket. Der var overordentlig stærk trafik langs havnen af hjemvendende marinesoldater, og uheldigvis var der netop den aften sendt patruljer med tyske soldater ud fra kasernen på rekognoscering efter berusede marinere. Det viste sig, at hvert skib havde en projektør i såvel forstævnen som bagstavnen. Projektøren lyste lodret ned i vandet, og desuden var der en vagtpost i hver ende af skibene.

Theodor Madsen gik ikke desto mindre straks frem til kajen ved agterenden af skibene og firede roligt og ubemærket minerne ned i vandet nogle få meter fra vagtposterne. Medens han sænkede minerne i vandet, stod Svend Hansen og jeg ved hver sit gadehjørne, bevæbnet med en maskinpistol og en revolver for at dække ham. Men pludselig kom der en tysk patrulje om hjørnet, lyste på mig og gik direkte lige hen imod mig. For at mine kammerater ikke skulle blive opdaget, måtte jeg undlade at skyde, og jeg vendte i stedet ryggen til patruljen og gik op mod byen i håb om, at det ikke var blevet opdaget, at jeg var bevæbnet. Soldaterne gik efter mig og råbte mig forgæves an. Jeg hørte, de tog ladegreb og satte derefter i løb for at søge dækning. Da soldaterne stadig forfulgte mig i løb, tog jeg min revolver op af lommen for at skyde og derved både sinke mine forfølgere og advare de andre. Men idet jeg ville til at skyde snublede jeg og faldt. Derefter styrtede soldaterne sig over mig, og jeg blev slæbt op på kasernen og visiteret grundigt.

Et øjeblik efter at jeg var bragt ind i vagten på kasernen, kunne jeg høre, at der udviklede sig en voldsom ildkamp nede på havnen. Nøjagtige oplysninger om, hvorledes ildkampen er opstået, har jeg ikke kunnet få. Mine kammerater har under kampen skudt en tysk soldat, og de er derefter begge blevet dræbt under kampen. De svømmende miner var alle tre blevet anbragt i vandet, inden ildkampen begyndte.

På kasernen blev jeg centrum for et raseri og et had uden lige, og soldaterne, der faldt over mig, var næppe mindre ondsindede end Gestapofolkene. Man har først for alvor prøvet at være sabotør, når man er faldet levende i hænderne på fjenden grebet på fersk gerning, efter at tyskere er blevet dræbt. Jeg blev ført ned til havnen for at identificere ligene af mine kammerater. Theodor Madsen lå på selve havneterrænet, dræbt ved skuld i højre side af hovedet. Svend Aage Hansen lå dræbt et stykke oppe ad banelegemet langs Havbogade. Han var skudt i brystet.

Medens jeg stod ved liget af Svend Aage Hansen, begyndte vore miner at eksplodere, og dette fremkaldte en ny bølge af raseri hos tyskerne. Jeg blev beordret til at bære liget af Svend Hansen bort, hvilket jeg ikke kunne. Jeg blev så beordret til at slæbe ham, men det ville jeg ikke, hvorefter man fra alle sider gav sig til at slå løs på mig, især under anførelse af en beruset søofficer, der tilfældigt kom forbi. Søofficeren foreslog til sidst at hænge mig, men så greb Gestapofolkene ind, idet de ville have mig afhørt. Jeg blev ført tilbage til kasernen til nogle pinefulde forhør, der varede med afbrydelser til næste nat. Dem vil jeg ikke beskrive.