Sønderborg fik i 1871 et fattigregulativ, der fastslog, at der skulle nedsættes en kommunal fattigkommission med borgmesteren som formand. De øvrige medlemmer var præstern, fire byrådsmedlemmer samt byen kasserer, byens læge, fattighusets direktør og seks distriktsvis udvalgte plejere, der havde tilsyn med de fattige i hvert sit af byens seks fattigdistrikter. Fattigvæsenet betaltes herefter af byens kasse, og fattiggården moderniseredes og udbyggedes.

Baggrunden herfor var det meget store antal fattige og tiggere, som de slesvigske krige og krigen 1870-71 havde medført. De strejfede omkring og tiggede, men da byen desuden udbetalte kontante understøttelsesbeløb, var de en mærkbar økonomisk belastning. Nu anbragtes de på fattiggården, der i 1870'erne havde 30-40 helårsbeboere og ligeså mange alumner i kortere tid. 

Ved siden af de voksne indrettedes på fattiggården en særlig børneafdeling. Hen kunne anbringes børn fra de var tre år til de var store nok til at kunne sendes ud at tjene. I de første år var der 10-14 børn anbragt her, men i slutningen af 1870'erne steg antallet så stærkt, at der udover de ca. 30, der var plads til, måtte sættes nogen i privat pleje. Denne afdeling lededes dygtigt af en økonom Koch, men da han døde i 1884, gik det stærkt tilbage. Børnenes klæder var dårlige og deres boligforhold ringe.

Byrådet besluttede derfor at oprette et særligt hjem for børnene under ledelse af en diakonisse. I 1892 indviedes dette såkaldte vajsenhus med plads til 20 børn. 

Efter genforeningen blev vajsenhuset omdannet til vanderhjem og virkede som sådan frem til beg. af 1970'erne. I dag er det ungdomsboliger.

Kilde: Sønderborg i 100 år