Sønderborg med Hauschilds værft i forgrunden
Triton
Virginia
Omtrent h er lå Hauschilds værft
Hauschilds Riggerloft på hjørnet af Nørrehavnegade og Helgolandsgade.

Hans Heinrich Hauschilds Værft, der endnu vil huskes af gamle folk, lå nede ved enden af Havbogade (dengang kaldet Fiskergade), forbi Valsemøllen, på den plads, der nu tilhører vandbygningsvæsnet. Om dette værfts historie skal her berettes følgende: Værftet er 1757 bleven opført af Mathias Chr. Pechman, der i 1766 solgte det til skibstømrer Asmus Jensen Høg, der igen solgte det "vel vidende, efter god overvejelse og moden råd" til "den velbårne herre Jacob Jessen og dennes arvinger". Til værftet hørte dengang 3 huse med tilbygninger, og efter datidens skik og brug gode borgerfolk imellem medfulgte den Asmus Jensen Høg tilhørende kirkestof i Sønderborg kirke. Prisen var 1600 Rigsdaler og de blev ved salget afslutning erlagt kontant.

Den 7. juni 1770 solgte Jacob Jessen værftet til Jürgen Lorentzen for 1050 Rigsdaler. Det skal i den forbindelse bemærkes, at samme Jürgen Lorenzen ejede Nordborg Slot. Værftet solgte han den 27. maj 1786 til skibsbygger Thomas Petersen Godt. Den 27. september 1806 solgte Godts enke, Anna Sofia Godt, værftet ved offentlig auktion til Jørgen Matzen for  2100 Rigsdaler.

Det formodes, at Jørgen Matzen har solgt værftet til den gråstenske storkøbmand Otto Friedr. Ahlmann, der formentlig har udlejet eller bortforpagtet det til skibstømrer Palmer, som vistnok stammede fra England.

Hans Heinrich Hauschild kom i lære hos Palmer; da han var en dreng med store og stolte drømme og hans slægtninge var fattige, således at de var ude af stand til at hjælpe ham i gang med noget, der kunne tilfredsstille hans ærgerrighed, tog han tidligt den beslutning, at han ville ud i verden for at tjene penge, og en skønne dag meldte han sig om bord hos kaptajnen på et af de i havnen liggende koffardiskibe, - og fik hyre! I nogle år pløjede han så verdenshavenes bølger og var flere gange på St. Thomas. Han var meget påpasselig, og når skibet nåede i havn derude i de fremmede fjerne lande, var han ikke sen til at komme i land, ikke for at gå på sold som mange af hans kammerater, men for at tjene nogle penge, som han derefter omhyggeligt lagde til side. Blandt kammeraterne blev han kun kaldt "the Baskemann" (Manden med kurven). - Men Hauschild nåede, hvad han ville og i 1840 vendte han hjem til Sønderborg med en god skilling på kistebunden, Den 27. marts fik han udstedt borgerbrev som skibsbygger, hvorefter han den 6. februar 1843 købte det af Palmer forpagtede værft af købmand Otto Friedr. Ahlmann i Gråsten.

Ved Hauschilds overtagelse af værftet gik det en betydelig fremgang i møde. Han opnåede indtil sin død, fra 1843 til 1876, at sætte 63 skibe i vandet, hvoraf flere i mange år sejlede på Kinakysten. Han har bygget følgende større skibe:

"Triton" (1857-58), "Virginia" (1856), "Nicoline" 1864, "Japan" (1864), "Kina" 1955, "Ida" 1855, "Salamandra" (1856),"Hermann Theodor" (1856), "Oberon" (1865-66), "Chin-Chin" (1862) og "Xaka" (1874-75), "Tai-Wan" (omkring 1875).

"Triton" førtes af kaptajn Georg Nielsen, "Virginia" af kaptajn Prehn, "Kina" af Bendix Olsen og "Xaka" af kaptajn Callsen. - "Triton" blev solgt i London, "Virginia" gik under ved Kap Hope med Krogh som styrmand, "Nicoline" blev solgt i Hamborg, "Japan" blev kondemneret på Japan, "Kina" forsvandt i en tyfon, "Ida" blev solgt i Japan, "Salamandra" gik under på en rejse til Batavia. (Man hørte aldrig fra det), "Oberon" blev solgt i Hamborg, og "Xaka" blev solgt i Singapore.

Hauschild har også været med til at bygge pontonbroen over Alssund.

1862 beskæftigede værftet 60 arbejdere, og i det år blev der bygget 3 skonnerter af respektive 91, 71½ Cl. samt en jagt på 20½ Cl. - I årenes løb blev værftet udvidet en del. I 70'erne havde det således 6 beddinger, og i den travleste tid beskæftigede det over 100 skibstømrere og arbejdere.

Efter vore dages forhold er disse tal vel ikke egnede til at virke imponerende, men i forrige århundrede, var det en betydelig industri, der kunne beskæftige op imod et halv hundrede mand. Skibsbyggeri havde i øvrigt sin betydning derved, at det også gav arbejde til en mængde andre fag. Til eksempel rebslagerne, hvis rebslagerbane rundt omkring satte deres præg på byen.

Selve byggeriet foregik efter den tids almindelige forskrifter. Det materiale og de hjælpemidler, man havde til rådighed, var gennemgående meget primitive, og dette må jo tages i betænkning ved bedømmelsen af værfternes præstationer. I Hauschild tid havde teknikken på skibsbyggeriets område ikke gjort sig særlig gældende, og mekanisk hjælp var noget, man endnu ikke kendte. De store, svære bjælker blev savet igennem ved håndkraft. Der var to mand om det, de anbragte sig på et højt stativ og udførte det vanskelige arbejde med en stor, tung sav. Interessant var det - hævder gamle folk - at se, hvorledes tømrerne formede brædderne. De blev først puttet i store bassiner med kogende vand, og efter at de havde ligget der i nogen tid og så at sige var bleven mørkogte, toges de op, og lod sig da bøje i de ønskede faconer. Det var et arbejde, som tog en masse tid. Men de skibe, som løb af stabelen hos Hauschild gik altid for at være første klasses.

I øvrigt var en stabelafløbning noget meget højtideligt, hvilket det jo i øvrigt også er den dag i dag. "Skibsbarselen", som folk dengang kaldte det, skulle overværes af alle; byen var klædt i festdragt. Dens honoratiores fik særlig indbydelse til at overære det store øjeblik, og børnene fik fri fra skole. På højtidsdagen stod de ved havnen og betragtede med store øjne den stolte sejler, der flagsmykket fra ræling til top lå på beddingen og afventede det øjeblik da stopplankerne skulle blive slået fra og tovene hugget over, så den kunne kaste sig ud i det blå hav.

Men det kunne rigtignok også hænde, at "festen" satte de mange tilskuere et skræk i livet. Det er hændt nogle få gange, sidste gang da "Virginia" blev sat i vandet. "Virginia" var et usædvanlig flot skib. Byens borgere havde alt imens det var under bygning ofte lagt deres vej ned om havnen for at betragte sejleren. Det fortælles, at dens stavn stod helt oppe, hvor Jomfrustien nu ligger. Den havde således en ganske anselig højde, og det var ikke noget under, at så at sige hele byen skulle overvære denne "Skibsbarsel".

Den dag, stabelafløbningen skulle finde sted stod der sort af mennesker ved værftet; ovre på Sundevedsiden havde der ligeledes samlet sig hundredvis af tilskuere. - Og øjeblikket kom! Stopplankerne blev slået fra og en tømrer skyndet sig at hugge tovene over; men under dette arbejde snublede han og huggede forkert, hvorved "Virginia" fik fejl retning. Det knagede og bragede i beddingen, "Knæktovene" sprang det ene efter det andet, og med tiltagende fart gled skibet ned mod vandet. Man havde ingen hold på det. Det måtte gå galt, og folk veg forfærdede til side. Ovre på Sundevedsiden blev man hurtigt klar over, at det ikke ville gå så godt, og der opstod ligefrem panik, under hvilken folk, råbende og skrigende, styrtede af sted; thi det var øjensynligt, at "Virginia" i løbet af få minutter ville styrte sig i have, for med voldsom fart at skære gennem vandet og med ikke mindre styrke og voldsomhed at tørne ind imod bredden på Sundevedsiden.

Det gik tildels, som man havde frygtet. "Virginia" masede sig ind i bredden på den anden side, men heldigvis kom der ingen mennesker til skade, end ikke den tømrer, der var ophav til den pinlige tildragelse. Skibet havde dog sat sig så godt fast i bredden på Sundevedsiden, at der måtte en hel del arbejdere i gang med at få det frit, og først efter at man havde gravet i flere dage lykkedes det at få det ud på sundet. Siden var "Virginia" ofte på ocean-fart, indtil den som nævnt gik under ved Cap Hope.

En model af "Virginia" hænger i Sønderborg Kirke. Ligeledes findes der i kirken en model af "Triton". Denne blev skænket til kirken af kaptajn Georg Nielsen, den senere medejer af damp-mel-møllen. "Virginia"-modellen er skænket kirken af sømandsforeningen.

I løbet af 1870'erne udeblev ordrene efterhånden, og i 1878 løb det sidste store skib, "Tai-Wan", af stabelen. Derefter byggedes kun småskibe og foretoges reparationsarbejder, og i begyndelsen af 80'erne måtte værftet standse.