19.December 1948 da var der for første gang lys i garnnøglen i Kamgarnskorstenen

29. januar 1983. væltes Kamgarnspinderiets skorsten og byen mister derved et skattet vartegn

I året 1921 blev i Sønderborg grundlagt en virksomhed, som i årene derefter viste sig at få stor indflydelse, anerkendelser og endda meget stor betydning for byen og dens udvikling, det var: A/S DET NORDISKE KAMGARNSPINDERI.

Udviklingen i virksomheden sket med stor hast. 

Fra produktionsstatistikken kan nævnes de ansatte arbejdere i hver måned af 1923; 87, 104, 90, 112, 136, 136, 209, 198, 205, 228, 281, 322.

Alene disse tal siger noget om, hvor hurtigt det gik, og ved en opgørelse af tekstilindustrien i 1925 siges det: "Denne virksomhed er næsten alene skyld i, at Sønderjylland hævder sig så godt i sammenligning med resten af landet".

Kamgarnspinderiet blev en god arbejdsplads, de ansatte var stolte af virksomheden, og virksomhedens ledelse viste megen ansvarsfølelse overfor såvel ansatte som overfor Sønderborg by. 

Indtil 1948 var hovedparten af alle industriarbejdere ansat på Kamgarnspinderiet.

Til trods for den hårde udenlandske konkurrence lykkedes det fabrikken ikke alene at erobre det danske marked; men også at eksportere en del af sin produktion til udlandet - et bevis for fabrikkens gode kvalitetsarbejde.

Desværre kunne denne udvikling ikke holde op til vor tid, situationen på markederne blev hårdere og hårdere, og det var ikke muligt at fastholde en dansk garnproduktion i Sønderborg. 

Store anstrengelser blev gjort for at bevare virksomheden, dygtige medarbejdere stred for "Sønderborgs stolthed", et sidste forsøg blev gjort i 1976/77 ved en fusion med Odense Garn; men stadig var konjunkturerne imod og i 1978 lukkede fabrikken.

Kilde: Sønderborg i 100 år