Sønderborg-Bleg ligger i byens sydøstlige udkant, afgrænset af Kongevej og Voldgade. Den tilhørte i sin tid, ligesom Ladegården, hertugen af Augustenborg, der i midten af den 18. århundrede boede på Sønderborg Slot. Da residensen forlagdes til slottet i Augustenborg, blev de hertugelige landerier bortforpagtede, og Blegen, som dengang lå lige op til slotshaven og den hertugelige køkkenhave, overgik til den danske konge. og kom ind under hans forvaltning. 

Den  29. april 1751 udstedtes af kong Frederik den Femte en konfirmation, hvorefter Blegguden, der dengang var forpagtet af Anna Sophie Christians, blev overdraget til en tidligere jæger ved slottet i Sønderborg, Johan Hinrich Helmer, for 50 daler kurant og en "Rekognition af 25 daler kurant. Det antages, at grunden tidligere, også før Anna Sophies Christians tid, af den hertugelige husholdning har været anvendt som blegeri, men dog næppe i større udstrækning.

Syd for Blegen lå Trådpladsen, som i 1890 blev købt af slagtermesters Reimers, der igen solgte den til sen sidste ejer på Blegen. De øvrige "Blegmand" havde forpagtet pladsen af ejerne.

Den 22. december 1751 blev der udstedt et privilegium til Helmer, underskrevet på Christiansborg Slot af Kong Frederike den Femte. I dette privilegium hed det bl.a., at enhver borger i Sønderborg havde ret og tilladelse til at blege deres eget linned på eget grundstykke, "også må andre, der besidde et dertil egnet grundstykke, lade en vens linned blege uden vederlag; men ingen i hele Sønderborg amt må blege for penge ud over indehaveren af dette privilegium. Forser nogen sig herimod, så vil det betræffende linned være at konfiskere og sælge, og halvdelen af udbyttet erholder statskassen, mens den anden halvdel tildeles monopolets indehaver. Desuden bestemmes det, at blegelønnen skulle fastsættes til 4 Lübscher Schilling for 20 alen linned, ”enten det er grovt eller fint”. For 1 pund garn skulle der betales en blegløn på 1 Lübscher Schilling. - Behandlingen med lud og selve vaskningen af linnedet kunne folk selv besørge, men ”Blegmanden” påtog sig gerne dette efter særlig aftale.

Efter at Helmer havde drevet blegerivirksomheden i en halv snes år, blev grundstykket overdraget til Hinrich Hansen, som fik udstedt en konfirmation, hvorefter der tildeltes ham de samme rettigheder, men også pålagdes ham de samme pligter som den foregående ejer. 1798 gik dette privilegium over til sønnen, Peter Nicolaj Hinrichsen og efter dennes død til enken, indtil virksomheden overtogers af sønnen Fritz Hinrichsen (den sidste ”Blegmand”). 

Det sidste stykke linned forlod Blegen i 1900. Udviklingen gjorde denne virksomhed overflødig. Ihvorvel man må erkende, at ”Blegmanden” forstod sig såre godt på kemiskbehandling, må man alligevel indrømme, at vore dages snilde og opfindsomhed for længst har sprængt de rammer, inden for hvilken en blegevirksomhed kunne drives på engdraget i byens sydøstlige udkant. Men engang midt i sidste halvdel af 1800-tallet, var Blegen en foretagende, der havde fuldt op at gøre og som efter den tids forhold med god ret kunne kaldes for omfattende. Det var især i slutningen af 1700-tallet, at virksomheden havde sin blomstringstid. Det fortælles, at der kom linned langvejs fra for at blive behandlet her. Peter Nicolaj Hinrichsen må have været en meget dygtig mand, thi i de allerfleste byer fandtes der priviligerede blegerier, men ikke desto mindre skaffede han sig talrige kunder uden for Sønderborg amt, ja, langt uden for hertugdømmernes grænser. Engang kom ikke færre end 8 vognlæs linnedudstyr fra den flensborgske købmand Karsen Christensen, og fra Vestphalen kom der jævnligt store sendinger.

Det var dog navnlig blegningen af tråd, som Hinrichsen gjorde sig bekendt ved. Han havde indrettet eget laboratorium, det eneste ordentlige laboratorium, der på den tid fandtes i Sønderborg, og her tilberedte han de forskellige kemikalier, som han skulle anvende ved blegningen. De vigtigste kemikalier var klorkalk og svovlsyre. Hinrichsen havde i sine unge dag studeret kemi i Kiel og havde desuden indsigt i mange andre ting, så det var almindelig brug blandt mange af de gode sønderborgere at opsøge ”Blegmanden”, når de ville have noget at vide, enten i den ene eller anden retning. Som oftest vidste Hinrichsen også at give de spørgende et tilfredsstillende svar, thi kunne han ikke huske det, tog han sin tilflugt til bøgerne, af hvilken han havde en rigt udvalg.

Men, for at komme tilbage til det egentlig emne: De tråde, der skulle bleges, kom som regel fra Tønder og Løgumkloster, hvor de blev anvendt til kniplingsindustrien. Da denne senere blev fortrængt af maskinkniplingsindustrien, kom der en hård tid for Sønderborg Bleg, i særdeleshed da det viste sig umuligt for Hinrichsen at få sit tilgodehavende hos et handelskonsortioum, gennem hvilket han havde modtaget store partier tråd til blegning. Skøn han vandt de processer, han indledede, blev resultatet dog, at han i alt tabte 14.000 kroner, et efter den tids forhold meget stort beløb. Det var i 1830. I de følgende år gik det stadig mere og mere tilbage med blegeriet, dels fordi bønderne begyndte at holde op med hjemmevævningen, men sikkert også  fordi de store tab, Hinrichsen led ved kniplingsindustriens sammenbrud, blev et grundskud, hvis virkninger det var vanskeligt for ham at overvinde.

Selve blegningen gik for sig om sommeren. Da var hele grundstykket dækket af linned, og det lå ude både dag og nat. For at linnedstykkerne ikke skulle flyve bort og for at de kunne blive belyst lige meget overalt, blev de strammet ud mellem små pæle, således at de ikke fuldstændig berørte jorden. - Om natten måtte der naturligvis holdes vagt. Ellers kunne folk jo ikke med tryghed sende deres tøj ”til blegs”. Vagten besørgedes af en af arbejderne. Der var opført to vagthytter, som var forsynede med 8 træluger, to døre og en feltseng. Den sidste af disse vagthytter blev nedrevet i1854.

Ved modtagelsen blev linnedet mærket med rødt kridt og indført i bøger. Der var i den travle tid ansat en særlig bogholder, som besørgede det stykke arbejde. Derefter skulle det gennemgå en særdeles rationel behandling. Først og fremmest skulle det vaskes i lud, derefter i klart vand, så i lud igen og så i klart vand, lud, klart vand osv., indtil det var fuldstændig rent. Denne behandling kunne folk selv foretage, men som nævnt påtog ”Blegmanden” sig det efter henstilling.

Trådene blev behandlet med kemikalier. De skulle ligeledes først vaskes. Derefter blev de indgnedet i klorvand, så behandlet med svovlsyre, hvorefter det fik en omgang med klorkalk, for til slut at blive grundigt udvasket og trukket på trådstængerne.

Til trods for den overordentlige dygtighed, som den sønderborgske blegmand efter alt at dømme har været i besiddelse af, synes det dog ikke at have været ham muligt at få tøjet fuldstændig hvidt, hvilket man – det skal naturligvis bemærkets i denne forbindelse – ligeså lidt var i stand til andre steder på den tid.

I gamle breve, der er sendt til Hinrichsen, tales der altid kun om halv eller trekvart blegning.