Jacob Jacobsen fortæller selv:

Værkstedet ved Rønhaveplads
Kongevej 12
Værkstedet på Kongevej
Værkstedet på Kongevej efter udvidelsen

Efter at være vendt velbeholden hjem fra verdenskrigen, og arbejdet et stykke tid hos min lærermester, etablerede jeg mig som mester i kompagniskab med en kollega den 1. november 1919. Vi lejede lokaler i Oehlenschlægersgade, som den gang hed Uhlandstrasse. Arbejde var der nok af, alt var forømt efter de mange krigsår, markens værdi sank dag for dag, penge havde folk nok af. 

I foråret 1920 opløste vi fællesskabet og tog fat hver for sig. Vi havde hver vor lille kundekreds og det gik efter forholdene udmærket. For at skaffe mig nogle redskaber og materialer, købte jeg en ældre forretning, som havde til huse i et gammelt skur, hvor Rønhaveplads nu er. 

Materialesituationen var dengang helt fortvivlet. Det meste vi arbejdede med, var ”ersatz”. Som tiden gik kom genforeningen også nærmere, og den danske stat blev en betydelig kunde i mit lille foretagende. Det var både militær, retsvæsen og statshospitalet.

Det lykkedes ret hurtigt at afvikle det marklån, gode venner havde ydet mig, ved overtagelse af førnævnte forretning. Jeg beskæftigede ca. en snes mand, da den danske krone blev indført her i landsdelen. Overgangen var den devaluerede mark til værdifast dansk krone, var et stort spring, som imidlertid løste sig ret nemt for mig, da jeg som nævnt havde ret store arbejder i gang og med dette som bevis, fik jeg i Sonderburger Bank, nu Landmandsbanken (Danske Bank), min første kassekredit.

Den faglige orientering i dansk retning skaffede mig forbindelse med en rejsekammerat fra svendeårene, en skiltemaler fra Aarhus, og ved hans hjælp oprettedes en specialafdeling for skilte, som netop på det tidspunkt havde store chancer, da al skiltning skulle laves om fra tysk til dansk.

I 1921 erhvervede jeg ejendommen Kongevej 12, hvor jeg nu bor og driver min virksomhed. Efter en ret omfattende ombygning og restaurering, flyttede vi ind den 1. august, både med privat lejlighed og værksted. Her forsøgte vi os snart frem til automobillakering, først efter den gamle recept med pensel, bilernes antal tog til, og lokalerne var alt for små. Så dukkede pludselig duco-lakken op. Den kunne kun påføres med pistol. Vi asede og masede rundt i det, indtil jeg fik et rigtigt lufttryks-anlæg, men desværre var pladsforholdene stadig for ringe. Jeg købte en del af Ceciliemøllens udhuse til indretning af lakereri.

Imidlertid blev amtsbanerne, som gik forbi mit hus, nedlagt. I 1934 købte jeg et areal af dette baneterræn og byggede et værksted, som var velegnet til formålet. Efter kort tid viste det sig, at også det var utilstrækkeligt. Senere blev den gamle fattiggård, nu vandrerhjem, nedlagt, og det lykkedes mig også at erhverve jord der, som straks blev bebygget. En foreløbig forbedring, som imidlertid ikke nær dækkede det virkelige pladsbehov, som udviklingen kræver.

Endelig i dette forår (1956), erhvervede jeg det gamle savværk i Damgade, hvor pladsforholdene er fuldt ud tilstrækkelige, og hvor jeg agter at indrette et helt moderne lakereri.

Damgade 8A

Damgade 8A

På det gamle savværks grund bag Damgade kan malermester J. Jacobsen, Kongevej, i løbet af nogle dage holde rejsegilde på en anselig nybygning, som betegner en foreløbig sidste udvidelse af værkstedskapacitetet.

- Peter trænger mig ud, konstaterer Jacobsen lakonisk. Han levner mig snart ikke plads her på Kongevej, og så  må jeg jo skaffe plads et andet sted.

Peter er sønnen, der foruden skiltemaling, sandslibning m.m. også – som tidligere fortalt i SØNDERJYDEN – arbejder med silketryk og lignende opgaver. 

Det havde nok været nødvendigt for senior at bygge alligevel. I de mere end 40 år, Jacobsen har drevet selvstændig malerforretning har der ikke været mange år mellem hver udvidelse, og da der ikke var mere plads på grundarealet ved Kongevej, købte han for fem år siden det gamle savværk ved Damgade. Det blev indrettet til autolakereri, den gren af virksomheden som kræver mest plads.

Der kommer flere biler og dermed flere buler, som skal repareres. Og jeg lever af andres buler, bemærker Jacobsen lunt.

Sidste år tog man en ny afdeling i brug, bygget i tilknytning til de gamle savværkslokaler. Men her er altså  heller ikke mere plads nok, og defor har Jacobsen besluttet at foretage en udvidelse som rummæssigt fordobler værkstedsarealet. Den nye bygning blev en selvstændig afdeling på ca. 625 kvm. Med sprøjteafdeling, tørrerum og moderne tekniske hjælpemidler.

Virksomheden beskæftiger en snes mand. De mange udvidelser i de senere år er stort set en følge af autolakereriets opsving, og på dette område har de rationelle tekniske hjælpemidler bevirket, at arbejdsstaben ikke udvides i samme omfang som værkstedspladsen.

Sønderjyden 7.8. 1961