Sønderborgpiger i guld og med lange brune ben.

Søndagens festlige optog, der startede fra håndværkerskolen kl. 15, havde også i høj grad det varme sommervejr nødigt. I hvert fald føste halvdel af optoget, der bestod af en kolonne flotte sønderborgpiger i farvestrålende, fikse uniformer, røde jakker med guldtræk og korte, hvide skørter. Efter denne kolonne af langbenede Christel-piger fulgte Horsensgarden, ligeledes i flotte rød-hvide uniformer og med bjørneskindshuer.

Sønderjyden 8. juni 1953

Sådan blev Sønderborg Pigegardes første optræden i Sønderborg beskrevet.

Sønderborg Pigegarde blev startet på initiativ af Svend A. Hellesen og Ejvind Mortensen. De havde set en film "Marching Girls", og var blevet enige om, at det skulle Sønderborg også have. 

I alt hast blev piger og uniformer organiseret, så garden kunne være klar til børnehjælpsdagen juni 1953.

Gardens første instuktør var danselærer Lis Østrup.

Der blev som sådan ikke spillet musik, der var kun trommer og fløjter, det var et "Marching band".

Kravene til optagelse var skrappe: Pigerne skulle være mindst 15 år og have en anselige mindstehøjde og en flot elegant statur.

I de følgende år frem til 1969 optrådte garden med stor succes i både ind- og udland.

Garden havde sin sidste optræden ved børnehjælpsdagen i 1969.

Pigegarden med Hellesen.

Mappen, som altid fulgte ham indeholdt: Hæfteplaster, vand, hovedpinepiller og bind.

Foto: Niels Borg