Der har været to dampskibspavilloner. Byggeår for den ældste kendes ikke.

Den 'ny' er fra ca. 1910. 

Stedet fik hurtigt en lidt finere karakter. Her holdt toldsekretærerne og intendanten fra Slottet til sammen med underofficerer fra Kasernen. (Kroer og gæstgiverier)

Først i tresserne var der  cafe ovenpå og cafeteria nedenunder.

Fra 1962 var der toldkontrol, når man skulle med 'e spritte'

I 1974 mente man at pælene som pavillonen var opført på, var så angrebet af pæleorme, at det var nødvendigt at nedrive bygningen.

- -

Jydske Tidende, 28. juni 1962

Bedre forhold for sø-passagererne

De nye lokaler til billetsalg, pas- og toldkontrol taget i brug i går.

 

De fremtidige passagerer på rutebådene mellem Sønderborg og Flensborg har nu fået de allerbedste forhold til billetkøb og pas- og toldkontrol. I går indviedes de lokaler, der til disse formål er indrettet i den tidligere dampskibspavillon.

Der er i stueetagen indrettet tre billetsalgssteder og lokale for told- og paskontrol. Det hele ser nydeligt og praktisk ud, og både toldvæsnet, politiet og kunderne var da også tilfredse, da lokalerne blev taget i brug. Det skete i forbindelse med dagens første tur til Flensborg. 

I den øvrige del af bygningen er det tanken, at der skal indrettes en restaurant, evt. et cafeteria. Man har drøftet dette spørgsmål i havneudvalget, og man stiler her efter, at restauranten skal etableres straks, således at den kan gøre gavn i år. Der er i udvalget overvejende stemning for, at der ikke gives spiritusbevilling til den nye restaurant. 

Det ville sikkert også være overflødigt, bemærkede en sønderborger i går. Det er til søs, man kvæler tørsten, på landjorden er der brug for noget helt andet. Det ville være en udmærket idé med et cafeteria.

Hertil kan dog bemærkes, at der også kunne være andre end netop fjordbådenes passagerer, der ville besøge den ny restaurant, f.eks. de mange lystsejlere, og de ville sikkert ikke have noget imod, om der var en regulær restaurant i bygningen.

Men det spørgsmål klarer sig nok.

Til den første tur i går ekspederedes i de nye lokaler atten passagerer, deriblandt nogle nordmænd. Men i den kommende tid skal der nok blive trængsel, forudsat at vejret bliver bedre. Er vejret godt, vil bl.a. mange turister gerne med på en tur til Flensborg.

Farvel til Dampskibspavillonen.

Jydske tidende 27. april 1974

 Folk fra havnevæsenet i Sønderborg gik i går morges i gang med at reparere den gamle dampskibspavillon på Sønderborg Havn. Flere murflager er faldet ned - og er lige ved at falde ned til stor fare for de hundredtusinder af fjordbådspassagerer, der årligt skal gennem pavillonen.

 

Jydske Tidende 16. oktober 1974

 SÅ FALDT DAMP-P: Nu er det snart slut med den tidligere så dejlige Damp-P. Nedbrydningsarbejdet er i fuld gang - der er snart intet tilbage. Beslutningen om at rive Damp-P ned blev taget, da den efterhånden var blevet livsfarlig at færdes i og omkring. Nu har mange hundrede tusinder fjordbådspassagerer fået en ny Damp-P, måske knap så smuk som den gamle.

Den gule lagerbygning ved siden af Damp-P.

Jydske Tidende den 13. april 1973

Borte  tog den: Havnen i Sønderborg har skiftet ansigtstræk. Borte har taget den gamle, forlængst udtjente lagerbygning ved siden af Dampskibspavillonen på hjørnet af Sdr. Havnegade og Sønderbro. Tilbage står kun at få fjernet det netværk af svære egepæle, hvorpå den hvilede. Med bygningens fjernelse bliver der nu mulighed for at forøge anlægs-kapaciteten for lyst- og fiskerfartøjer.