Den 26. Marts 1848 indløb opfordring til magistraten fra den provisoriske regering om at anerkende den, og der var selvfølgelig stærkt røre i byen den dag.

De Danskes Humør var slet på grund af dårlige efterretninger fra Flensborg,  Aabenraa og Haderslev, hvor man havde godkendt den provisoriske regering, men man var alligevel fast besluttet på til det yderste at modsætte sig en anderkendelse. Den 27. marts blev opfordringen forelagt deputeretkollegiet af borgmester Langreuter, der anbefalede at imødekomme dem; men da trådte Hans Norsk, fulgt af sin fændrik, frem og erklærede, at Sønderborg absolut ikke kunne indlade sig på at anerkende den provisoriske regering. Man måtte se tiden an, thi det kunne jo være, der imidlertid kom hjælp, så man kunne tilbagevise rebellerne, hvis de skulle vove et angreb.

Flertallet i bykollegiet sluttede sig til Hans Norsk, og derefter blev sagen forelagt for en almindelig borgersforsamling, hvor bølgerne gik højt. Borgmester Laungreuter mødte og talte den provisoriske regerings sag, men han fandt kun støtte hos en af hertugens agenter, en købmand Lüders og en advokat Johannsen.

De allerfleste borgere sluttede sig til stadshauptmanden, og det lykkedes altså ikke at trumfe anerkendelsen igennem.

Den 28. marts om formiddagen ankom Dirckinck-Holmfeld med sin korvet "Najaden", der kastede anker ude på Sønderborg red. Korvettens kommandør ønskede at få at vide hvordan Sønderborg ville stille sig, om man agtede at hejse oprørsfanen, eller om man ville erklære sig for kongetro og lade Danebrog gå til tops. - Trods bykollegiets beslutning og trods den umiskendelige stemning på borgermøde ville magistratens flertal ikke bøje sig. Dirckinck-Holmfeld havde meddelt, at han ville åbne ilden mod byen, hvis den erklærede sig for oprørerene, og dette ville formentlig være blevet signalet til almindelig borgerkrig.

Hans Norsk og en række af bynes danske mænd havde sat hinanden stævne hos Reilmuth, og her drøftede man, hvad man skulle gøre, Hans Norsk var forsamlingens midtpunkt, og efter at man havde forhandlet i nogen tid, mens tobaksrøgen lå i tætte blå flager under det lave bjælkeloft, rejste han sig og slog i bordet, så det dundrede, idet han råbte: "Vi skal vise dem, at de har taget fejl af de folk, de omgås. Nu godtfolk skal jeg tilkendegive orlogsmanden derude, at vi bærer den rette kulør . . ." Så forlod han skænkestuen og gik hastigt ned på rådhuset, hvor magistraten var samlet. Det blev ikke til nogen lang parlamenteren. Hans Norsk gik uforfærdet ind til Magistraten, stillede sig hen foran borgmesteren og knyttede begge næverne. "Jeg vil kun sige Dem, mine herrer, at jeg nu begiver mig ned til Skyttestenen for at hejse det danske flag over Sønderborg!" Hans stemme løf fast og bestemt med en truende undertone, idet han tilføjede: "Og så gad jeg se den, der vover at tage det ned!" 

Hans Norsk gjorde kort omkring og forlod rådhuset, hvorefter han styrede direkte ned til stranden, hvor han ved skyttestenen hejste det rød-hvide korsbanner, hvilket hilstes ud fra "Najaden" med kanonsalut.