Årsagen til, at man havde købt den store landejendom på godt 660 tønder land, var, at byen savnede en egentlig bymark, hvilket hæmmede dens borgere i at drive landbrug på samme måde, som andre købstadsborgere gjorde det. Nu kunne der af ladegårdens marker bortforpagtes mindre parceller til interesserede borgere, så at disse fik mulighed for at skaffe græsning og foder til deres kreaturer.
I 1873 var der 122 husstande i byen, der holdt kvæg, men med tiden svækkedes imidlertid interessen for kvægholdet og dermed også interessen i at forpagte jord fra ladegården. Af blivende betydning blev det derimod, at byen gennem købet af ladegården fik rådighed over store, velbeliggende byggearealer.
Inden for bystyret regnede man med, at ladegården ville blive et godt økonomisk aktiv for for byen, ja man var endda så optimistisk at men, at når købesummen engang inden alt for længe var betalt, kunne indtægterne fra godset dække hovedparten af byens indtægtsbehov, så at skatterne kunne blive sat betydeligt ned. Så godt gik det nu ikke.
Godset var først forpagtet til den kendte sønderjydske politiker Nic. Ahlmann for en periode af 20 år fra 1860, men han overlod snart forpagtningen til sin svigersøn, Sofus Hansen, en søn af biskop Jørgen Hansen.
Sofus Hansen døde allerede 1868, og forpagtningen gik herefter over til H. Augustesen. Byen benyttede forpagterskiftet til at sætte afgiften betydeligt i vejret, således at den af hovedparcellen nu beløb sig til 26.750 mk. Årligt, hvortil så kom afgifterne fra et til militæret udlejet øvelsesområdet, excercerpladsen, og fra parcellerne, der var udlejet til byens borgere.
I alt skulle byen i årlige lejeindtægter af ladegårdsjorden have 41.398 mk., og dette måtte siges at være meget fordelagtigt for byen.
Men forventningerne om overskud fra ladegården var dog lidt for optimistiske. Efter lynnedslag nedbrændte den store hestestald den 6. august 1879, hvilket medførte store byggearbejder og tilsvarende store omkostninger. Der blev indrettet heste- og svinestald i den store lade, og der opførtes et nyt mejeri med deroverliggende kornloft. Omkostningerne ved om- og nybygningerne beløb sig til 33.817 mk.
Det viste sig nu også snart, at forpagtningskontrakten ikke var så gunstig, som man havde regnet med. H. Augustesen magtede ikke at betale den høje forpagtningsafgift, og han måtte da i 1885 opgive. Da man ikke kunne finde en ny forpagter, der ville betale den forlangte pris, blev byen tvunget til at drive den store gård for egen regning.
Man måtte nu foretage store investeringer i sædekorn, inventar og besætning, og udbyttet af gården blev herved ikke så stort som tidligere. De 20.000 mk. I årligt nettoudbytte, som man havde regnet med, ville langt fra blive nået, og man så sig derfor nødsaget til fra 1885 at forhøje de kommunale skatter.
Inden for bykollegierne overvejede man senere at sælge godset, og der blev også forhandlet om en ny bortforpagtning, men de to kollegier kunne ikke enes derom, og resultatet blev da, at gården fremdeles blev drevet for byens regning med en bestyrer. Gennem en årrække var nettoudbyttet også ganske antageligt. I regnskabsåret 1890-91 var overskuddet på gårdens drift således 18.800 mk., 1900 og 1901 endda 20.000 mk.; men der var naturligvis også mindre gode år, hvor indtægten på på 16-17.000 mk. og endelig et helt slet år, 1903, da indtægten kun beløb sig til 6.000 m. Det sidstnævnte dårlige årsresultat skyldtes dårligt vejrlig, men der havde også måttet købes en ny tærskemaskine, og der var gennemført en ombygning af renovationsanstalten, der sorterede under gårdens drift.
I det hele taget kunne uheld af den ene eller anden art give ret betydelige udslag i nettoindtægten. Det største uheld var den store brand den 17.-18. august 1895, da stald- og ladebygningerne brændte tillige med samtlige heste og mange svin. Den udbetalte brandforsikringssum på 70.000 mk. dækkede langtfra nyopførelsen, og byen måtte derfor låne 60.000 mk., men så fik så til gengæld også tidssvarende bygninger, der muliggjorde en mere intensiv drift.
Godsets bestyrer gennem en længere årrække var godsinspektør Meyer, en dygtig mand, der i årene 1906-10 satte det gennemsnitlige årsoverskud op til 18.086 mk. Mod 14.600 mk. i den foregående femårsperiode.
Mælken fra ladegårdens store besætning blev solgt i byen, og man kunne derigennem øve nogen indflydelse på mælkeprisen der. Længe var det lykkedes bykollegierne at holde en pris på 14 pf., pr. liter, men 1907 satte de øvrige mælkeleverandører prisen op til 16 pf., og da ladegåden efterhånden kun leverede en fjerdedel af mælkemængden til byens voksende befolkning, måtte bystyret efter et par års forløb gå med til, at prisen for ladegårdens mælk også sattes til 16. pf.