Fra håndkraft via hulkort til computer

Historie fra Den Danske Landmandsbank

Min far havde talt med Andreas Clausen om, at jeg kunne starte som bankelev i Den Danske Landmandsbank den 1. august 1965.... Og sådan blev det!

Lønnen, ca. 480 kr., stod på min konto 12727 fra 1. dag. Min ny cykel kostede 580 kr. Kost og logi derhjemme var 175 kr., så betaling af cyklen måtte deles op i 2 rater men det var helt OK med R. Ø. Jensen, cykelhandleren i Vollerup. Cyklen havde han i øvrigt haft stående inde ved siden af sin seng om natten indtil jeg afhentede den, for der var ikke plads i hans værksted; men det er en helt anden historie. - Min elskede cykel holdt i ca. 30 år!

I 1965 skulle vi bankelever (ca. 2 nye pr. år) udregne ”rentenumre” for hver bevægelse ud eller ind af en kundes konto. Disse blev noteret nederst på bilaget når vi fik det fra kassen. Næste dag ved bogføringsmaskinen, et stort 1,25 m bredt apparat med en stor papirjournal, kalkerpapir og kundens kontokort, monteret i lag, blev bilaget så tastet ind med en kolonne til beløb, saldo, rentenumre osv. Og det SKULLE stemme nøjagtigt med opslaget oppe fra kassen!!

Den 31.12., nytårsaftensdag, var den travleste dag i hele året. Først efter lukketid kunne vi bogføre de sidste bilag på checkkonti, foliokonti, kontokurant, kassekredit og bankbøger. Vi fik ikke fri, førend alt var bogført og når alt stemte.

Fra ca. 1968 holdt hulkortene deres indtog; kort på ca. 8 x 18 cm. De hvide kort til indbetalinger; de, med blå kant foroven, til hævninger. Stakkels den, der tastede ind på den forkerte slags kort, så var det en ”ommer”. Vi blev meget ferme til dette tastearbejde. De tastede hulkort blev lagt i en holder, afdelingslederen ringede op til centralen i Vejle (eller hvor det nu var) og når hun fik ”grønt lys”, blev hvert enkelt kort via telesystemet sendt til centralen. I tordenvejr kunne systemet godt drille, så standsede transmissionen og man måtte ringe op for at høre, hvilket kort de havde modtaget som det sidste og så forsøge sig igen. Alle kort skulle jo med....og helst kun én gang ellers var der problemer næste dag, når journalerne kom pr. post! Ak og ve!

Jeg kan stadig høre lyden af maskineriet, når hullerne blev lavet i kortene: da-da-da-da....da-da-da.

I 1974 sagde jeg op i banken. Jeg valgte at blive hjemmegående, da vi havde 2 små børn. Da jeg i ca. 1982 ville ud på arbejdsmarkedet igen, kunne jeg godt glemme alt, hvad der hed bank!! Ca. 1976 havde computeren holdt sit indtog mange steder og også i Den Danske Bank (i dag blot ”Danske Bank”) med ansættelsesstop og senere (fra ca. 1992?) op til flere ”prikkerunder” (fyrings-runder) Mange gamle kollegaer røg ud, nogle rejste selv (vist nok med en affindelse). Mange af de opgaver, som vi ansatte tidligere møjsommeligt havde kæmpet os igennem hver dag, klarede EDB som en mis (min konto hed nu ikke kun 12727 men 12727-9 = kontrolciffer)

Det, der før havde været en sikker arbejdsplads (på livstid?) var ingenlunde sikker længere!

Jeg fandt arbejde på kontor og se, det var jo heller ikke så ringe endda.

Rita Kamrath, 11.1.2015

 

Om Danske Bank