Barndomshjemmed Sundgade 14, 1909

Minder, skrevet af en gammel dansk emigrant fra Sønderjylland Henry H. Elniff (iflg.Sønderborg Kirkebog Hans Hansen Elneff).

- - - - - - - - - -

Jeg vil ikke foregive at være en skribent, men når jeg sidder her uden at have andet at lave end at tænke, spekulerer jeg på, om detville være umagen værd at notere nogle ting fra min fortid, mens
min hukommelse endnu er temmelig god. Der vil sandsynligvis være nogle misforståelser, men det må mine læsere have mig undskyldt;
Jeg blev fedt i Sønderborg på øen Als d.13.juni 1856. Mine forældre stammede begge fra Als på landet, men rejste til Sønderborg, hvor min far blev tømrer og fik arbejde på et skibsværft.

Da jeg var 3 år, gik jeg med min søster i skole. Hun var 2 år ældre; men da min mor og far begge arbejdede, var det bekvemt at have os begge i skole. En gammel dame, som var ansat ef byen, havde børn fra 3 til 6 år gamle, omkring den alder hvor vi skulle begynde i skolen.
Da jeg var 4 år, flyttede vi over sundet, hvor min far havde købt et hus. Jeg husker, at jeg følte mig som en knøs, da jeg kunne hjælpe med at flytte. Jeg bar fugleburet, mens jeg holdt fast i min mors
skørter, mens vi gik over broen over Alssund. Denne bro blev bygget i 1854 ef Sønderborg By. Den var forpagtet af en skibskaptajn og der skulle betales bompenge for at komme over broen.
Der er nogle begivenheder, som jeg husker meget klart fra min barndom.
En af dem var et besøg af Kong Frederik d.VII af Danmark. Der var en stor reception på rådhuset. I den anledning var en stor havskildpadde blevet fastgjort og placeret i en balje overfor rådhuset, hvor børnene fik lov til at se den. - Det var i 1863. Kong Frederik døde samme år og det var en stor sorg for hele landet, for han var meget elsket af hele folket. Kong Christian d.IX fulgte ham på tronen
og med ham kom krigen i 1864.
En anden begivenhed, jeg husker helt klart, var tilbagetrækningen af den danske hær fra befæstningerne ved Dannevirke til Dybbøl. De havde fået ordre til ikke at gøre modstand mod den tyske hærs invasion.
Det var d. 6.februar 1864 om eftermiddagen. Alle mennesker, som boede i og omkring Sønderborg, havde fået ordre på at huse så mange soldater som muligt. Jeg ved ikke hvor mange, vi havde i vort lille hus, men der var fuldt hus. De havde marcheret hele dagen i regnen, så deres tøj var stivfrosset og de var alle udkørte. Min far, som var veteran fra krigen 48-50 mod tyskerne, forbarmede sig over dem og overlod dem vort hus på nær et lille rum ved siden af køkkenet.
Vi var 4 børn hjemme og vi måtte sove på gulvet. Soldaterne sov på gulvene i hele huset og nogle sov stående i hjørnerne.
Det tog ikke tyskerne lang tid at komme til Sundeved og i marts havde de sat deres batterier op ved Broager og fra denne position kunne de skyde ned i skanserne ved Dybbøl. Der var 10 skanser, hvor snavset fra skyttegravene var dynget op i en stor cirkel. Disse var ikke bombesikrede, men tjente kun til beskyttelse. Fire af disse skanser var tæt op ad vort hus. Så snart bombardementet startede,
blev vi børn sendt til Bedstemor på Als og blev der, til vi blev hentet hjem igen. Omkring en uge før tyskerne stormede skyttegravene, blev alle indbyggere i Sønderborg evakueret, så der kun var soldaterne tilbage. Far kunne ikke være hjemmefra sålænge, så han tog tilbage med sit tømrerværktøj. Der var meget at reparere og det gav en god arbejdsløn. Imidlertid, på min mors fødselsdag d.18.april, stormede tyskerne Dybbøl og far mistede alt sit værktøj.
Vi iagtog bombardementet og kunne se ilden fra deres kanoner fra en høj et stykke borte, hvor næsten hele befolkningen havde forsamlet sig. Skydningen startede tidligt om morgenen og klokken 10 stormede de skanserne. Folk omkring græd, da de så dette og min far ligeså.
Vi vidste, at vore soldater havde tabt.

Hvad der var tilbage var den danske hær trak sig tilbage til Als. Tyske transportskibe fra Flensborg fik lov til at sejle til Sottrupskov, uden at der blev skudt efter dem. Herfra krydsede tyskerne
over til Als d. 29.august. Min svigerfar, som også var veteran fra 1849, boede i nærheden og så denne overfart. Tyskerne tog så Als og det omkringliggende land i besiddelse. De havde skræmt
hele befolkningen og kun nogle få kunne forstå deres sprog. Min far, som havde lært noget tysk i 48, skulle være tolk. Folkene skulle give dem mad og logi, men soldaterne var ikke så svære at
tilfredsstille. Denne situation måtte vi finde os i, indtil en traktat blev underskrevet i juli og vi var igen i besiddelse af vore hjem. - Med denne krig rundt omkring var der endda nogle, som bemærkede, at det hele var ovre, inden det startede. Nogle gav den nye regent Kong Christian skylden. Imidlertid blev han senere meget populær. - Nå, men vi kom hjem igen, men hvilket hjem at komme til. Der var ikke en dør eller et gulv tilbage. Det var alt blevet brugt som brændsel. I stedet for gulv var der strå, fyldt med lus. Vi bar det hele ud og kastede det i søen, hvor det blev renset og desinficeret. Den tyske regering skulle betale for alle skaderne, men de fleste fik intet.

På den tid var jeg nu blevet 9 år, så jeg måtte forlade mit hjem og få et job. Min første plads var på en nabos gård. Jeg fik 3 kr. og var lejet for 3 måneder fra august til november, men jeg kunne
sove hjemme, Så blev jeg lejet på en større gård for 3 år. Jeg fik 4 kr. for høstarbejdet og i vintermånederne kunne jeg gå i skole.
Jeg var også bydreng for et Olsen firma for ekstra 2 kr. i ugen.
Denne slags arbejde havde jeg, indtil jeg blev 14 år.

Ved den tid blev jeg konfirmeret og så var det slut med skolen.

Der er en anden begivenhed fra min barndom, som jeg aldrig har glemt.
I 1868 efter 4 års tysk regime besøgte Kejser Wilhelm d.I. Sønderborg. Han skulle inspicere de nye befæstninger på Dybbøl. Hans skib lagde til ved Als, hvor en smal bro var blevet lavet til hans landgang. Denne landgangsbro var lagt på piller cirka 5 fod højt og tyske flag var sat op langs med broen så tæt, som de kunne. Nogle af os drenge kunne stå under denne bro og klatre op til flagene. Vi tog dem ned og andre drenge trådte dem under vandet. - En stor mængde var kommet fra Sønderborg og omegn. De blev stillet op langs gaden til slottet og da kejseren gik i land, vendte alle bagdelen til ham og bukkede. Cirka 100 mennesker blev arresteret og låst inde på slottet til næste dag. Men det danske flag blafrede stolt fra hjemmene langs med kysten og endog på tøjsnoren imellem tøjet. En danek yacht i nærheden havde alle de danske flag oppe, som de kunne få
fra folk rundt omkring, så tyskerne var ikke populære. Der blev lavet en sang for at latterliggøre denne anledning. Den gik på melodien "Julia-Julia-hopsasa"
    Der kom en konge til vor by.
    Det var nu en splinterny.
    For første gang vi her ham så.
    gid det det sidste blive må.
    Opstillet blev nu hver soldat.
    Det blev jo op til vor magistrat
    at skaffe til vej en større trop
    så alle vore børn blev stillet op.

Også denne sang blev forbudt efter tysk ordre.

Efter min konfirmation måtte jeg have en fast plads. Min første plads var i næheden af mit hjem og jeg tjente 17 kr. for et år.
Efter denne plads skiftede jeg pladsen hvert år og hvert sted blev lønnen større 20 kr., så 30 kr og 40 kr. pr. år. Vore finanser var noget rodede. Der var flere slags penge i cirkulation. Der var danske
kroner, 9 Mark og 10 Skilling prøjsiske kroner, 8 danske Mark og Hamborg og Lybeck penge.

I 1874 forlod jeg Dybbøl og kom til en lille by ved navn Stenderup. Jeg fik et job på en gård i 2 år for 100 danske kroner pr. år. På en anden gård hvor jeg var i 4 år, fik jeg 120 danske kroner pr. år.
Omkring den tid blev jeg bekendt med en pige fra Sottrupkov ved navn Anne Marie.

En fremtid under tysk regime syntes meget dårlig, så. det gjaldt om at finde en udvej. Omkring den tid kom en barndomsven hjem på visit fra Amerika. Han var en søn af en kendt gårdmand fra Dybbøl Mark
(Henry Hansen). Jeg havde en lang , samtale med ham om mulighederne i U.S.A. Han sagde, at der var masser af arbejde og alt syntes opmuntrende. Jeg besluttede at tage med ham. men spekulerede på, hvordan jeg skulle slippe for at blive tysk soldat, men Hansen skrev til agenten i Hamborg og fik orlov for mig for et følge med ham. Vi rejste d.24.oktober 1880 og nåede Hamborg samme aften. Om natten d. 26. gik vi ombord i en lille damper, der skulle til England. Der var 5 mænd og 4 damer ombord. En tysk officer gav besked om at ville se vore pas k1. 2 om natten, men han kom aldrig. Vi ankom til England d. 28. oktober og tog straks med tog til Liverpool.
Der kom vi så med en damper til New York og ankom til Amerika d. 5.november. To dage efter vor ankomst var vi Chicago og der forlod min ven mig. Jeg var i Chicago i 3 uger indtil mine penge var brugt.
Så skrev jeg til min svoger i Kansas, som sendte mig rejsepenge dertil. Jeg kunne få en billet til 8 dollars af en ven i Chicago til Kansas City, men derfra, var der 160 miles at vandre til Clay City og jeg havde 150 pounds bagage at bære på.
Jeg blev i Clay City i 2 uger i min vens hus, Så tog jeg til prærien; kom til mit mål d. 18.december og så min første "dug out" (jordhytte ?). Min søster kom kravlende ud for at møde os.
Da jeg kom indenfor, blev jeg meget forbavset, for der var både rent og hyggeligt som i vort hjem
i det gamle land. Disse ”dug-outs" kan være meget komfortable, både sommer og vinter med et minimum of lys; der var kun 2 vinduer.
Vinteren 1880-81 var meget streng med meget snefald. Vi måtte kravle op på toppen af snedriverne for at komme over ti1 laden, støde et hul i taget for at kunne fodre besætningen. Jeg blev der den
vinter, men da foråret kom, måtte jeg have noget arbejde. Der var ingen gårde, hvor jeg kunne få arbejde, så jeg skrev til Ellis til min ven Hansen. Han sendte billet til mig og en mere, som kunne
tænke sig at få arbejde og bad os om at komme straks. En dansk ven kunne tænke sig at komme med. Han solgte en kalv for 4 dollars og min svoger kørte os til stationen. Vi ankom til Ellis kl. 4 om eftermiddagen og næste morgen begyndte vi at arbejde.

Da jeg havde sparet nok op, sendte jeg bud efter min pige. Hun ankom til Chicago d. 3.juli 1881 sammen med en søster og en bror. Jeg havde allerede købt en vens hus I nærheden af Ellis for 50  dollars. Jeg skrev til min pige om at komme derud. men hendes familie rådede hende til at blive i Chicago, ikke at rejse vestpå til indianerne og de vilde dyr. Så blev jeg nødt til at tage til Chicago
og fik et job ved UP R.R (Union Pacific Railroad). Kost og logi var 5 dollars pr. uge. Jeg mente, at to skulle kunne leve for det, så en søndag d.16.december 1881 sendte jeg bud efter min pige. Vi blev gift samme dag og flyttede ind i et hus i Engelwood, So.Chicago.

En mandag 3 uger senere besøgte min kone sin søster i Chicago og
der var der udbrudt kopper. Hun blev syg i løbet af få dage og måtte på hospitalet. Det var et nyt hospital på 63rd. Street for karantæne patienter. Vi var der i 8 uger. Jeg blev bedt om at blive
og passe min kone. Der var kun en ældre dame der på den tid. Vi fik gratis hospitalshjælp i den tid, og blev bedt om at blive og have opsyn med hospitalet for 70 dollars pr. måned. Det gjorde vi den vinter og i april rejste vi.

Der var kommet en ny jernbane fra Springfield Mo. til Memphis Tenn. En ung dansker, som jeg havde mødt nogle dage før, tog til stationen for at spørge om arbejde, men en masse arbejdere var der allerede og nogle havde Malaria og andre sygdomme, så vi besluttede os til ikke at være med i denne flok. Vi havde penge nok til at rejse til Kansas City for. Trætte og meget sultne fandt vi et pensionat nær slagterhuset. Næste dag fandt vi et job. Min nye ven var også skribent ved siden af. Min kone kom  til mig i oktober og vi rejste mere vestpå til Jamestown; var der en kort tid og købte en farm på 80 acres for 400 dollars. Vi blev i Clay City en måned og havde begge
arbejde. Så kom der et telegram til min kone om at komme tilbage til hospitalet igen. Hun kom tilbage 9 måneder senere. 1 juli flyttede vi for alvor ud til vor farm. Jeg havde lavet nogle reparationer på huset, så nu var det slet ikke dårligt.

Vi startede som farmere i 1883 og tiden var meget dårlig; der var ingen, der havde penge. Vi havde dårlig hest, og hvad vi høstede var svært at sælge. Transportomkostningerne tog al fortjeneste, men
efter en tid fik vi kultiveret mere jord, transporten blev forbedret og farmerne fik lidt penge.
Der var mangel på håndvækere, så jeg tog mit værktøj og gik ud at arbejde. Lønnen var kun 1,50 dollars pr. dag, men jeg lavede forårsarbejdet. på gården og tog på byggearbejde fra august til vinteren kom. Det kunne give 200-500 dollars hvert efterår.

1 1913 besluttede jeg at tage et trip tilbage til det gamle land. Familien blev på farmen og jeg rejste alene, men i Chicago traf jegsammen med er flok unge danskere fra Seattle Wash.. De havde reserveret pladser på del samme skib. Vi rejste via Niagara Falls, hvor vi blev i 2 dage, derfra til Hoboken. Den 15.maj ankom vi til Cuxhafen og derfra til Hamborg, så med tog til Flensborg. De unge mennesker var endnu sammen med mig, men i Sønderborg forlod jeg dem, medens de rejste til Fredericia.
D er var sket mange forandringer i min hjemby, siden jeg forlod den.
Der var en jernbanestation, hvor jeg plejede at passe kvæget. Også  et nyt hotel var blevet bygget ved siden af broen over Alssund, På dette hotel forespurgte jeg om prisen på kost og logi. 3 Mark pr. dag, kun logi 1.75 Mark og:dine sko blev oven i købet pudset, men selvfølgelig gav jeg drikkepenge ved siden af.
Efter aftensmaden gik jeg til mit gamle hjem. Alting var der, som da jeg forlod det for 33 år siden. Ved den gamle færge fiskede nogle drenge efter krabber. Jeg følte mig som en knøs igen ved at se denne scene fra min barndom. I gadedøren stod en ung dame og ved vinduet sad min svigerinde, som jeg genkendte, men den unge dame kom mig i møde. ”Godaften, onkel" sagde hun. ”Hvis onkel", sagde jeg. "Min", svarede hun, "er du ikke onkel Elniff"? "Sikkert", svarede jeg, "men hvem er du?" ”Jeg er din brors søns kone". sagde hun, men selvfølgelig vidste jeg intet om det. Jeg blev budt indenfor, hvor alting var ved det gamle, selv møblerne stod på samme plads.
Min ældste bror, som blev hjemme, arvede huset. Vi sad og talte om
gamle dage til klokken 10, så gik jeg tilbage til hotellet.
Næste dag var en lørdag og min nevø kom og hentede mig.
Han viste mig  rundt i byen og jeg havde næsten ikke kendt den igen. Der var nu 15.000 indbyggere i stedet for 5.000 da jeg rejste. En ny by var vokset op ved siden af den gamle. De fleste mennesker der var tyskere. Mange tyske officerer var flyttet dertil og havde bygget store nye hjem.
I toget fra Flensborg hørte jeg en samtale. To piger og deres far sad ved siden af mig og talte dansk. Det vor første gang, jeg hørte det gamle Slesvig-Dansk og jeg fortalte dem hvor godt det gjorde mig at høre nogle tale mit barndomssprog. Jeg husker, at jeg var glad for, at man endnu talte dansk i Slesvig. Manden syntes forbavset over dette og sagde, at man ville aldrig glemme at tale dansk i Slesvig.
En herre, som sad i nærheden og hørte vor samtale, forespurgte, om jeg var Elniff fra U.S.A. Jeg sagde, det var jeg. Han sagde, at min kone havde arbejdet i hans hjem, da han var en ung knøs, Han bad mig om et besøge dem og han ville sende bud efter mig. Jeg besøgte dem i omtrent en uge; jeg huskede hans kone som pige.
De vi sejlede gennem den engelske Kanal på vej til Nordsøen, bemærkede jeg, at en stor cement fæstning var blevet bygget på begge sider. Vi kunne se store huller i de afrundede sider og kanoner stak ud af dem. Da jeg nævnte dette for tyskerne, forsikrede de mig, at der aldrig mere ville blive krig. Dette var kun cirka et år før den første verdenskrig.
Jernbanen fra Flensborg til Sønderborg var altså ny. Der var ingen jernbane der, da jeg rejste i 1880.
På Dybbøl oplevede jeg en anden glæde. Køer og heste græssede der, hvor soldaterne havde kæmpet.
Der var 12 store fæstninger på Dybbøl, bygget i 1866-67.
En stor marinestation var der i stedet for den gamle og 3-4 tusinde marinere var stationeret der og omkring et dusin krigsskibe lå i havnen. På det gamle slot var der kun få hundrede soldater.
Jeg var blandt mine egne og tog alt i øjesyn. Alle syntes glade for at se mig.
Mine unge rejsefæller fra vor overfart havde inviteret mig til Fredericia til en festlighed d.6. Juli. Det var på årsdagen for slaget i
1848. Da jeg tog derfra, rejste jeg rundt, tog til Ribe, så vestpå til Tønder og tilbage til Sønderborg. Så tog jeg en sidste tur til Nybøl Mark. Det var der, jeg havde arbejdet de sidste
4 år, inden jeg rejste til Amerika.
Ejeren af gården Hans Kosmos var død, men hans søn, som var 12 år, da jeg rejste, var meget glad for at se mig. Jeg blev hos dem i 3 uger, hjalp til på gården, som jeg havde lyst og havde en fornøjelig tid der.
Det var blevet til midten af august og jeg længtes efter at komme tilbage til Kansas. Jeg havde mødt en ven af min søster under en visit på Fyn. Hen havde været krøbling siden krigen og var nu officer
i den tyske tjeneste i Hamborg. Han var gift med en kusine og syntes at være en god kammerat. Jeg havde lovet at besøge dem på min hjemvej. - Jeg mødte også min gamle ven Jacob Hansen, mens jeg var på Fyn.
Den 23.august forlod jeg Sønderborg. På hjemturen tilbragte jeg en uge i Hamborg og min kusine tog mig med rundt i byen hver dag.
Den 3. september gik jeg ombord i damperen "Emperor" og kom til New York d.10. Jeg tilbragte 2 dage i Washington D.C. og var hjemme igen d. 16.september og således endte min minderige tur til det gamle land,

Jeg var kun hjemme et år, da krigen startede. Landbrugsprodukterne steg og vi havde en profitrig høst. Ovre i Tyskland før jeg rejste, nægtede de at tro på, at en krig med U.S.A. var mulig. Vi havde intet at kæmpe med, hverken marine, arme eller ammunition. Hvor længe ville det tage os at få alt dette rede til en krig? Jeg fortalte dem 3 uger. De troede, det var en spøg. - Præsident Woodrow Wilson holdt os ude af krigen så længe som muligt, men den tyske marine kunne ikke lade være med at skyde på vore skibe, så tilsidst erklærede vi krig. - Den 11.november 1918 overgav tyskerne sig. De havde fået nok for et stykke tid. Fornøjelsen var en slem een for dem. Vi havde en meget god tid for landbruget indtil 1928, da Hoover tiltrådte.
Han blev beskyldt for at tage penge ud ef vor statskasse, for at finansiere tysk gæld.
Jeg solgte min gård i november dette år og byggede et lille sted i Courtland, hvor vi nu bor. - Den l6. december 1931 fejrede vi vort guldbryllup og alle vore 9 børn var hjemme for at feste med os.
Børnene er bosat over hele U.S.A. og sandsynligvis kan de ikke alle være sammen med os igen.
Som vi blev ældre og svagere, som årene går, vil jeg hermed respektfuldt slutte mine erindringer, som jeg husker dem.
Courtland, Kansas 1932 Henry H.Elniff.