Jacob Jacobsen

Våbenstilstandsdagen som sådan kan jeg desværre ikke fortælle noget om.

Men, måske kan det interessere, at høre lidt om hvordan jeg som frontsoldat oplevede verdenskrigens sidste dage. 

Sommeren 1918 tilbragte jeg ved vestfronten på forskellige frontafsnit. I al fald hen ad efteråret var det tydeligt at fronten var mere og i opløsning og det stod vist de fleste klart, at krigen ikke kunne vare ved. - Vort slagord var ”Lieber ein Ende mit Schrecken als en Schrecken ohne Ende -”

Ikke destomindre blev vi i september sendt til Balkan for som det hed sig i Makedonien at komme Mackensen til hjælp.

Vi nåede imidlertid kun ca. midtvejs ned i Serbien, hvor tilbagetoget allerede var i fuld gang – og under store strabadser ad de næsten ufremkommelige og opblødte veje, indledte vi et sandt kapløb med Serberne om hvem, der kom først til Belgrad.

Serberne blev de første.

Men vi nåede da over Donau ad en jernbanebro ved Petervardein ind i Ungarn, her troede vi på at få hjælp eller i det mindste at blive fri for forfølgelse og frem for alt at få lidt hvile.

Men ak – det gik ganske anderledes. Efter kort tid blev vi atter beskudt. Vi fortsatte vor march op gennem pustaen, mismodige og udmattede, men en skønne dag  mødte vi en flok italienere, som uden ledelse kom den modsatte vej. Og under et hvil og samtale med dem, fik vi at vide, at det var krigsfanger, som simpelthen var gået deres vej, idet deres lejre ikke blev bevogtet og at enhver var gået til sit.

Kejser Karl var rejst til Schweiz.

Da gik det endeligt op for os, at det var slut med krigen. Og så var der kun én tanke, der beherskede os, og det var at komme hjem.

Men hvordan?

Til fods ville det blive nytår inden vi nåede den tyske grænse.

Forplejning fandtes kun i form af køb eller ”rekvirere”, som det så smukt hed.

Denne vej var i det lange løb ufarbar, og til sidst blev der da også stillet jernbanevogne til rådighed til vor videre transport. Men endda gik der flere døgn inden vi nåede til Passau i Bayern. Der blev vi modtaget med musik og den sortgyldne fane og med tynd suppe. Der fik vi at vide, at Wilhelm var rejst til Holland og at regeringen nu bestod af kammerater fra Arbeiter und Soldatenrat.

Under store besværligheder nåede vi frem til vor garnison, hvorfra vi endelig blev hjemsendt.. Og det skete lige op til jul. 

 

Jacob Jacobsen

 

Fortsættes