Margarine, kaffe og cichorie købte vi i Kaisers Kaffeegeschäft i Perlegade, 31, en kædeforretning, der endnu findes i Tyskland. Her fik vi også rabatmærker, og jeg var næsten daglig kunde i forretningen, for der skulle mange pund margarine til at forsyne de to brød, jeg også hentede næsten dagligt, med smørelse. 

Den margarine vi brugte, var den billigste i byen, nemlig 60 Pfennig pr. pund. Da jeg nu ikke, af hensyn til eventuelt andre kunder, ved indkøbene i butikken ville nævne den billige pris, fandt jeg på at nævne margarinens navn "Fortuna". Dette skulle jeg aldrig have gjort, for det indbragte mig et øgenavn. Forretningen bestyredes dengang af to frøkener, Wollelsen, fra Flensborg. De var bestemt over 25 år, altså meget gamle i mine øjne, og havde begge rødt hår. Den ældste af dem  havde altid en hvid bluse med en rigtig høj, stiv mandeflip, Vatermörder, på. Desuden bar hun et langt blåt slips, der gik helt ned til bæltestedet. Slipset var hæftet fast til blusen med en stor guldnål. Jeg var naturligvis af den formening, at de to damer ejede denne dejlige forretning fyldt med chokolade, kiks, bom - for mig selvfølgelig kun skuebrød - og de at var meget rige. 

Disse to væsener ville nu gerne drille en lille fattig dreng, hvorfor de kladte mig "Herr Fortuna". "Was darf's sein, Hr. Fortuna, guten Tag Hr. Fortuna, auf Wiedersehen Hr. Fortuna", sådan lød det hver gang. Jeg følte mig aldeles ikke tilsmilet af lykkens gudinde. Det var forfærdeligt, men hvad skulle man gøre imod overklassen.

Max Müller

Jeg blev i min by