Hertug Hans plejede hyppig at ride jord ind til sine herregårdefra der nærmestliggende landsbyer, og herved forøgede han sine marker ikke så lidt. 

Det indredne land lod han straks afpæle og siden indhegne med vældigt kobbelhegn. Et sådant hegn var der også om Ladegåden, men det kunne han ikke holde i fred, for Sønderborgs indbyggere brød hvert øjeblik hegnet ned og ødelagde det. 

Det blev hertug Hans meget forbitret over. En dagstod han i et slotsvindue og så en gammel fattig mand gå under et af hegnene og samle tørre grene op; datog hetugen en riffel og fyrede løs, så manden faldt om på stedet. Hans kone sad tilbage med syv uforsørgede børn, og hun kom til hertugen og klagede sin nød, og foreholdt ham hvad han havde gjort; tilsidst spurgte hun ham om, hvem der nu skulle forsørge alle hende børn. Det skulle han nok gøre, svarede hertugen, hun kunne blot komme og bringe dem med, så skulle han  nok forsørge dem på samme måde som han havde sørget for deres fader.

Denne hån og spot blev ikke glemt. Da hetug Hans en dag længe efter red ned at gaden med sine to sønner, blev der skudt efter ham fra et hus. Kuglen gjoldt ham selv, men den gik fejl og dræbte hans ene søn. Det blev aldrig opklaret fra hvilket hus kuglen kom, men folk mente dog, at det var een af hin familie, som ville hævne den gamle mand død.