I Sønderborg var der engang en meget dygtig skarpretter. Når han med sit sværd skulle hugge hovedet af en misdæder, lod han ham ikke sætte sig: "thi jeg er ingen barber, så du behøver ikke at sidde," sagde han; derimod huggede han behændigt hovedet af forbryderen, førend denne mærkede det.

Engang skulle han halshugge en misdæder i stærkt frostvejr, og han svang da sit sværd så hastigt, at hovedet blev siddende på kroppen og frøs fast med det samme.

Synderen var så glad over, at han var sluppet så nemt fra det, og gik med sine venner på værtshus; men da han havde siddet lidt i varmen, følte han sig så underlig hed om halsen, og han fik en fornemmelse, som om han skulle nyse; han nyste da og greb med begge hænder om hovedet, men han beholdt hovedet i hænderne og faldt i det samme død til jorden.