En prinsesse på slottet havde engang forelsket sig i en væbner, som tjente hos hendes far. Men de to måtte ikke få hinanden, og derfor mødtes de altid hemmeligt. Men til sidst opdagede hertugen det alligevel. Han blev vred og lod væbneren kaste i fængsel. Kort tid efter skulle han henrettes.

De to unge elskende havde lovet hinanden, at de ville dø sammen. De havde aftalt, at væbneren skulle vinke et sidste farvel til prinsessen med et hvidt tørklæde lige før han skulle dø, så ville hun følge ham i døden. Men hvis hertugen i sidste øjeblik ombestemte sig og lod væbneren slippe, skulle han vinke med et rødt tørklæde. Lige over for slottet på den anden side af Alssund skulle henrettelsen finde sted.

Da væbneren blev ført derover, stod prinsessen i vinduet og ventede på den sidste hilsen. En blank dolk lå ved siden af hende. Lige da væbneren skulle henrettes, kom der bud fra hertugen, at han skulle benådes og ikke dø. Den unge mand blev så glad, at han greb tørklædet og vinkede til sin elskede. Men i farten havde han taget fejl og kastede det hvide op i stedet for det røde. Prinsessen troede nu, at han var død og stødte dolken i sit bryst, som hun havde lovet. En stærk blodstrøm løb ned ad muren og lavede en brun stribe, som aldrig forsvandt.

Da væbneren hørte om pirnsessens død, ville han heller ikke leve længere, men tog sig selv af dage.

Siden denne tid kunne man ofte midt om natten høre stønnen og hulken fra prinsessens værelser. Man har også set hende vandre omkring eller sidde foran kaminen og rede sit lange hår. Men hun vendte altid ryggen til folk, og ingen har set hendes ansigt.

Men blodet på væggen ville ikke forsvinde, lige meget hvor tit man prøvede at vaske det af med vand. Til sidst kalkede man hele væggen over, men pletten kom til syne igen gennem kalken, og den forsvandt først, da væggen blev revet ned.