Hertug Alexander af Sønderborg (1622-1627) var overtroisk og mørkeræd. En aften han kom hjem fra byen og nåede den indre port, så han noget hvidt bevæge sig over slotsgården. Hertugen løb tilbage til portvagten, og et par mand måtte ledsage ham ind på slottet. Da de kom ind i gården, viste skikkelsen sig igen. Hertugen følte sig derover ilde berørt og bød mændene at få synet opklaret. En af dem løb til og fik fat i "spøgelset". Det viste sig at være hofdværgen, der ville gøre hertugen bange, han gik og viftede med en hvid dug. Da han nu var opdaget, trådte han uforknyt hen til hertugen og sagde med et bredt smil om munden: "Eders fyrstelige nåde skal ikke være banke for mig, jeg har lige fordrevet et spøgelse her fra gården, fordi jeg ikke ville, at eders nåde skulle se det." Hertug Alexander har åbenbart ville belønne hofdværgens mod, da han greb i lommen og gav dværgen en daler.