Puhlings Hus
Puhlings hus - beliggenhd

Puhlings hus var det sidste bindingsværkshus med stråtag i Sønderborg. Det lå ved ”Andedammen”, hvor nu rutebilstationen ligger. Hvor nu Herman Bangs Vej er, var før en sti, der fra Løngangen førte op til Kolonnevejen (Kongevej). Ved Puhlings hus førte stien over en stente (”Puhlings Stæ't”).

Huset blev nedbrudt 1898, da amtsbanegården skulle anlægges. I begyndelse af 19. århundrede boede her en mand, kaldet Puhling og efter ham har huset beholdt navnet op gennem tiderne. Såldes ses i Sønderborg byrådsprotokol af 22.6.1842, at daglønner Christen Christensen, kaldet Puhling, overtog at holde ”Vandstedet ved Mølby (Andedammen) ren mod et årligt vederlag af 1 Rdlr.   12ß.”

Men ”Puhlings Hus” og ”Puhlings Stæ't” var før i tiden ikke så velset af Sønderborgerne. Det spøgte der, og det var ikke morsomt at gå forbi i mørke. Man hørte ofte et underligt buldren indefra huset, og køerne blev da urolige og brølede i stalden, man har set lys inde bag loftslugen om natten og ingen vidste, hvor det kom fra. Der var mange ting ved huset, der ikke kunne have sin rigtighed.

Det var ikke alene huset, det var galt med, det spøgte også ved stenten. Det var som om skikkelser, der lignede mørke skygger, bevægede sig omkring den og gjorde, som om de ville spærre vejen. Mange folk gik hellere en større omvej, ned at passe ”Puhlings Stæ't”. Dog er der aldrig sket noget, når folk var modige og gik lige til.

Ved ”Puhlings Hus” stod et gammelt pæretræ, i hvilket husets ild var hensat. Pæretræet forsvandt samtidigt med huse.

Fra Als og Sundeved
Historisk Samfund for Als og Sundeved, 1947
Puhlings hus ses her lige bag den ny banegård.