Broen sejles væk

Broen var nu i 1906 udrustet med tidens nye tekniske hjælpemidler og lå nu som sådan indtil udbruddet af 1. verdenskrig i august 1914.

Den tyske generalkommando havde allerede længe bestemt, at Alssundbroen i tilfælde af krig skulle flyttes ned til Arnis i Slien, hvor den skulle være med til at lette troppetransporten, og en søndag morgen den 9. august 1914 blev broen hentet af 3 1000-tons dampere. Man delte broen i tre dele, og så slæbte damperne af sted med broen, mens sønderborgerne med længselsfulde blikke så efter den og beskæftigede sig med de mange bekymringer om, hvordan det nu vel skulle lykkes dem at opretholde forbindelsen mellem ø og fastland.

Det var, som det skulle vise sig, heller ikke så ligetil, men man måtte jo hjælpe sig, det bedste man kunne. Man havde en reserve-maskinponton. Den blev indsat som en slags færge, idet der blev bygget et klap på den sidste broponton, der havde fået lov til at blive liggende, og maskinpontonen besørgede derefter al godstransporten over sundet. 

"'Trækfærgen" lastet og klar til afgang
Undervejs
Ankomst til Sundevedsiden
Ankomst til Sønderborg-siden.

Befordringen af passanter skete ved hjælp af en motorbåd ”Neptun”, som byen anskaffede sig med dette særlige formål for øje, og desuden blev der indsat nogle fiskerbåde, som gjorde god fyldest. Men det siger sig selv, at disse foranstaltninger langtfra kunne erstatte broen.

Det var besværligt at få godset transporteret over. Maskinpontonen var blevet indrettet som almindelig trækfærge med en kæde under vandet fra den ene bred til den anden. Skønt man havde dampkraft til hjælp, gik transporten dog kun langsomt og persontransporten var heller ikke tilfredsstillende. Særlig ikke om natten eller når der var stærk storm. Så kunne det undertiden knibe med at besørge den allermest nødtørftige transport.

Det var ikke så mærkeligt, at byrådet gang på gang gjorde forestillinger ved generalkommandoen i håb om, at man atter kunne få broen tilbage. Og omsider gav generalkommandoen efter, da man ikke mente, man mere fik brug for broen ved Arnis.

”Hjemrejsen”

Meddelelsen om at broen var blevet frigivet, indløb under et byrådsmøde, og glæden var naturligvis stor. Man tilrettelagde straks en plan om broens afhentning -; thi i generalkommandoens meddelelse hed det, at byen selv skulle hente den. Og efter nogen drøftelse overdroges det til daværende byrådsmedlem C. Christensen at overtage posten som transportfører. Der blev truffet en aftale med Flensborg Dampskibsselskab, som sendte damperne ”Adler” og ”Fønix” til Kappel. Kaptajn C. Christensen tog selv ned til Anis, hvor han fik et pioner-detachement til at hjælpe sig, og med en lille damper fik broen slæbt op til Kappel. 

Imidlertid var der opstået en stærk østenstorm, så kaptajn Christensen turde ikke fortsætte transporten med det samme, da man ellers løb fare for, at broen skulle gå tabt eller lide havari på vejen til Sønderborg. Man blev derfor liggende en uges tid i Kappel, og først den 23. november sejlede man af sted, idet pioner-detachementet fulgte med for at assistere i Sønderborg.

Atter hjemme!

Da transporten ankom til Sønderborg den 23. om eftermiddagen, blev den modtaget af en stor menneskemængde, der havde samlet sig nede ved havnen for at overvære broens hjemkomst. Det gik imidlertid ikke så let med at få den lagt over, da det blæste ret stærkt. Først i løbet af 5 dage var arbejdet til ende, og broen kunne atter optage trafikken mellem Als og Sundeved. 

Så vidt vides kostede denne historie byen ca. 35.000 mark, der imidlertid blev refunderet af generalkommandoen.