Med bygningen af boligområderne Kærhaven og Nørager øgedes børnetallet i byen nordlige ende stærkt, og endnu en skole - Humlehøj-Skolen blev føjet til list af nye skoler i Sønderborg.

Starten blev lidt kaotisk; byggeriet var blevet forsinket på  grund af strejke,så den var ikke klar til brug ved skoleårets start i 1973-

Imidlertid var Ragebøl Skole blevet nedlagt, så der fik Humlehøj-Skolen sin start. Det var med buskørsel to gange om dagen med opsamling ved Kærhaven og hjørnet af Ringgade og Alsgade.

Efter efterårsferien var der tilstrækkelig lokaler klar, så man kunne komme i gang.

Det første år havde man kun 1.-5. Klasse og skolen blev derfra bygget langsomt op fra år til år.

Skolens start

I mange år har jeg gemt på et lille beskedent hefte i A5 format og på 24 sider. På forsiden står, at det er årsberetningen for skolevæsenet 1947-48 ved Sønderborg kommunale skolevæsen.

Heftets indhold af navne og statistik siger næppe mange noget i dag, men det slutter med en epilog, skrevet af daværende stadsskoleinspektør Gerald. Den er nærmest en vurdering af skolevæsenets tilstand, og det fremgår med al tydelighed, at skolerne har for få og for utidssvarende lokaler.

Men der er håb forude, for byens stadsarkitekt har et færdigt projekt til et stort skolekompleks, der skal bygges i Ringgadekvarteret, hvor befolkningstilvæksten er størst.

Denne skole blev dog aldrig bygget, og der gik 7 år, før Sønderskov-Skolen stor klar. Så fulgte Kløvermark-Skolen midt i tresserne, og hermed var byens østlige del tilgodeset m.h.t. skoler.

Som følge af kommunalsammenlægningen begyndte man på Dybbøl-Skolen, og omkring 1970 besluttede byrådet, at der skulle bygges en skole i byens nordlige del, hvor boligblokke og mange parcelhuse var skudt op.

En grund på Kærvej var udset som stedet for den nye skole, men der rejste sig kritiske røster mod dette sted. Grunden var for lille, hvis skolen som ønsket skulle være i ét plan af hensyn til handicappede elever, udenomsfaciliteter ville blive utilstrækkelige med støjgener for de omkringliggende boliger til følge, og brugen af Kærvejs stadtion til idræt ville betyde, at eleverne skulle krydse den allerede dengang ret trafikerede Ringgade.

Heldigvis droppede man planen om en skole på Kærvej, og i stedet fik man det ny vandrerhjem bygget på grunden. Byrådet måtte skride til ekspropriation af gartneriet Humlehøj, og skolens navn var på forhånd givet.

I november 1972 gik man i gang med første etape af skolen, den skulle være klar til august 1973. Byggeriet omfattede en række klasselokaler, 2 bh-klasser, en foreløbig gymnastiksal og et lokale til kontor.

Fordelingen til bh-klasser og 1ste klasser af nyindkrevne elever, som skulle til Humlehøj-Skolen og hvilke igangværende klasser, der skulle overflyttes fra andre af byens skoler, blev klaret af skoleforvaltningen, og jeg blev så pr. 1. april 73 udnævnt til skoleinspektør.

Jeg fik et lille lokale helt oppe under taget på skoleforvaltningen stillet til rådighed. Der stod et bord, en stol og en skrivemaskine, og så gik jeg i gang med at skrive klasselister, kartotekskort og meget andet, der skulle tages stilling til. På vejen hjem efter dagens arbejde, kørte jeg af og til ud til byggepladsen, hvor arbejdet skred, men uendelig langsomt, men alle var endnu optimister.

I løbet af de næste par måneder blev der ansat pedel, skolesekretær og viceinspektør, alle pr. 1. august, og der blev truffet aftaler med de kolleger, der havde ønsket overflytning til Humlehøj-Skolen. Sluttelig blev tre lærerstillinger slået op.

Der indfandt sig også repræsentanter fra firmaer, der solgte alt, hvad der havde med skole at gøre, og de var meget ivrige efter at give tilbud. Jeg måtte beklage, for efterhånden var det mere end tvivlsomt, om der var en skole at flytte ind i til august. Den eneste, der havde heldet med sig, var kopimaskine-manden. Han påstod, at han havde skoledirektørens tilladelse til at sælge, og det viste sig faktisk at være sandt, så han skulle sende et tilbud.

Ved sommerferiens start stod det klart, at skolen ikke blev klar til august, og der måtte findes en løsning, så alle elever kunne komme i skole. Redningen blev Ragebøl skole, der havde stået tom et par år. Ved også at inddrage den tilhørende lærerbolig kunne alle elever presses ind med undtagelse af bh-klassen, der fik overladt en pavillon ved Reimers-Skolen.

Et rengøringshold fik fjernet støv og spindelvæv, vinduer blev pudsede, og et par malere gav væggene en gang maling. Selv om Bent Mogensen først skulle tiltræde til august, sprang han omgående til for at hjælpe, og der var nok at se til.

Først fordelte vi de forhåndenværende lokaler, og så udarbejdede Bent et nødskema, så alle klasser fik 3 timer dagligt. Kun den ældste klasse, en 5te, fik fuldt skema: Efter dette skema udarbejdedes lister over, hvaor mange elever, der skulle transporteres i busser til og fra Ragebøl skole, og busserne blev bestilt.

Så skulle der skaffes borde og stole, og Bent kørte rundt med en vognmand, lånte på andre af byens skoler, men det fleste blev hentet på kommunens lager. Imens satte jeg et skrivelse sammen til alle forældre, hvis barn skulle begynde på skolen for at forklare om den opståede situation, om transport m.m. På et areal ved Kærhaven blev rejst et stort telt, hvor forældre og børn kunne samles på den første skoledag, og hvor børnene senere kunne søge ly i tilfælde af regnvejr, medens de ventede på busserne. Ydermere blev der lejet et lokale i Alsbo til de elever, der skulle stå på busserne på Ringgade ud for Alsbo, før turen gik videre til opsamlingen ved Kærhaven.

I løbet af sommeren blev det sidste lagt på plads, og vi ventede spædt på den første skoledag, men det gik over alt forventning. De daglige dobbeltture med busserne gik uden problemer. Der var altid et par lærere med for at holde opsyn, og det fungerede bare. På skolen var pladsen kneben, .. en klasse holdt til i husgerningslokalet, en anden klasse havde så lidt plads, at de måtte kravle over bordene for at nå deres stol. I et gæsteværelse i lærerboligen var der kombineret lærerværelse og kontor, og i køkkenet residerede skolesekretæren og pedellen. Og i spisekammeret, stod det nye vidunder, kopimaskinen.

Men der var god udenomsplads, og vi var begunstigede af godt vejr. I september bugnede havens frugttræer, og det var umuligt at forhindre ungerne i at forsyne sig med æbler, pærer og blommer.

Mens vi var i Ragebøl, fik vi taget tilbud på alt, hvad der skulle bruges efter oktoberferien og fik det bestilt til levering i ferien. Sidste dag før ferien sagde vi tak for lån af skolen, tog det nødvendige med os til Humlehøj-Skolen, hvor nye problemer ventede. Her arbejdede håndværkerne stadig i det meste af ferien, men det lovede antal klasser blev ikke færdige. Igen måtte Bent i gang med et nødskema, dog med lidt flere timer til klasserne.

Om fredagen var der håndværkerrengøring, hvorefter alle, også skolens ledere, brugte week-enden på at gøre alt klart til om mandagen. Jeg kan endnu se for mig, hvordan skolens nyindkøbte støvsugere kom i sving søndag eftermiddag for at fjerne det snavs, vi havde efterladt.

Skolens første år var klaret, vi havde alle overlevet, og vi var kommet i vort rette hus. Jeg kan endnu i dag - 25 år efter - mindes året med glæde, men stadig undre mig over, hvordan vi klarede det. Det kan kun skyldes, at alle tog det med godt humør, og alle trak på samme hammel. Lærerne tog de skiftende  og undertiden knebne forhold med godt humør, skolens pedel Flemming Jørgnsen og skolens sekretær, Rigmor Hansen gjorde på hvert sit område en indsats ud over det sædvanlige, og mellem Bent og mig blev grundenlagt tilet samarbejde, der kom til at virke upåklageligt i de år, jeg endnu havde tilbage på Humlehøj-skolen.

Grethe Jacobsen.